Ros til Skat: Fin service til arbejdsgivere

Små virksomheder roser for en gangs skyld Skat. De hjælper nemlig arbejdsgiverne med at få orden på deres udenlandske ansattes skat.

Firmaer, der har udenlandske medarbejdere, har ofte svært ved at forstå de regler, der skal overholdes. Men nu kommer Skat dem til udsætning med oplysninger til både arbejdsgivere og tekster for ansatte, der ikke kan læse dansk.

– Vi må sige, at det er en fin service, der forhåbentlig kan få flere til at få orden på tingene. Og det er da rart, for en gangs skyld, at kunne sige noget pænt om forholdene for de udlændinge, der arbejder i mindre virksomheder, siger Morten Frihagen.

Han er direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk, som i de seneste år igen og igen har beklaget sig over, at udenlandske håndværkere arbejder til lønninger langt under overenskomsten i virksomheder, der hverken indberetter moms eller skat.

Arbejdsgiver-rosen skyldes, at Skat har samlet alt det chefen og hans udenlandske ansatte skal vide på en overskuelig netside med oversættelser til flere sprog.

Her beskrives kravene lige fra ansættelsen, hvordan medarbejdere får en nem-id, skattereglerne mens medarbejderen arbejder i Danmark, til de særlige spørgsmål, der kan opstå, når den ansatte skal rejse hjem igen.

– Det betyder, at de mange arbejdsgivere, der forsøger at overholde loven, får det lettere. Og samtidigt kan de hjælpe medarbejdere, der ikke kan læse dansk, ved at vise dem reglerne på deres eget sprog, fortæller Morten Frihagen.

Skat har nemlig også lavet en række grafiske præsentationer, som på engelsk, polsk, portugisisk og tysk forklarer det danske system.

Dem kan arbejdsgiveren downloade og give medarbejderen.

Dansk Håndværk er en af de organisationer, der sammen med fagforbundet 3F i lang tid har gjort en ekstra indsats for at få ordnede forhold for udenlandske medarbejdere.

Blandt andet var Dansk Håndværk og 3F de første til at indføre særlige regler i overenskomsterne, der sikrede mod social dumping.

Skats nye netside hedder: skat.dk/udenlandsk-medarbejder

———————————–

Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
Foto som vist foroven til fri brug for illustration ved denne tekst kan downloades her. Ved brug af foto sammen med denne tekst behøver man ikke at angive fotograf eller kilde.