Virksomheder, der er oprettet mellem 9. marts og 1. november 2020 får nu også adgang til de brede hjælpepakker. Det har et flertal i Folketinget netop besluttet.
Hidtil har kravet været at virksomheden skulle være startet inden coronakrisen. Men det bliver nu ændret af et bredt flertal i Folketinget, har Erhvervsministeriet netop meddelt.
Det sker ved, at fristen i kompensationsordningerne for etablering i CVR flyttes fra 9. marts 2020 til 1. november 2020. Det betyder at iværksættere, der startede virksomhed fra 9. marts til 1. november 2020, nu også kan få kompensation.
Med ændringen vil nyetablerede virksomheder mv., som er ramt af én eller flere af de kompensationsberettigende COVID-19-relaterede restriktioner, få adgang til de målrettede kompensationsordninger for faste omkostninger, faste omkostninger light og selvstændige mv. De konkrete kompensationsmuligheder vil afhænge af tidspunktet for virksomhedens registrering i CVR samt de restriktioner, virksomheden er ramt af.
Alle virksomheder og selvstændige mv. vil derudover også kunne søge de generelle kompensationsordninger, der blev genåbnet den 9. december 2020.
Det vil stadig være et krav i kompensationsordningerne, at virksomheden eller den selvstændige kan dokumentere mindst én måneds omsætning forud for den periode, der søges kompensation for.
Du kan læse mere om kompensationsordninger på virksomhedsguiden.dk/