– Det går vel egentlig meget godt i Danmark, når alt kommer til alt, og set med de små og mellemstore virksomheders øjne kan vi vel heller ikke tillade os at klage.
Sådan skriver Niels Techen, formand for SMVdanmark og formand for Dansk Håndværk i en nytårshilsen til medlemmerne.
Han peger bl.a. på finanslovsaftalen, der gør håndværkerfradragets permanent og har været en mærkesag for det fællesskab af organisationer, som han repræsenterer i SMVdanmark.
Men han peger også på den fornyelse i kampen for SMV’erne, der blev gennemført i slutningen af året.
– Håndværksrådets medlemsorganisationer sagde enstemmigt farvel til vores navn gennem 138 år og sagde velkommen til vores nye navn: SMVdanmark. På den måde kan vi både tale håndværksmestrenes sag men samtidig give de mange SMV’er, der ikke ser sig som håndværksvirksomheder, en klar og tydelig politisk stemme.
Og SMVdanmark og Dansk Håndværks formand ser også fremad.
– Mon ikke 2018 politisk set bliver mindst lige så udbytterigt som 2017? Der er i hvert fald nok at tage fat på. For som mange håndværksmestre, selvstændige, ejerledere og andre blandt SMV’erne udmærket ved, kæmper vi stadig med betydelige udfordringer, som skal løses ad politisk vej, skriver Niels Techen
Han peger på administrative byrder, mangel på faglærte i virksomhederne, og med en politisk vaklende opbakning til udviklingen af sunde, attraktive og velfungerende erhvervsuddannelser.
– Lad os kæmpe videre i 2018, og lad os ikke mindst stå sammen og se, om vi kan få løst nogle af de mange udfordringer, vi fortsat oplever blandt SMV’erne. Sammen er vi stærke, og sammen kan vi gøre en forskel, lyder det med et ønske om et rigtig godt nytår fra Niels Techen.