Det skal kunne mærkes på pengepungen, hvis man som leverandør til Københavns Kommune ikke betaler sine medarbejdere den løn, de har ret til. Derfor har Borgerrepræsentationen nu givet grønt lys til, at kommunen skærper sin arbejdsklausul.
Det betyder blandt andet, at leverandører, der snyder med lønudbetalingen, fremover vil blive mødt med et krav om bod, der svarer til 50 procent af underbetalingen i den pågældende sag.
Leverandører er fx entreprenører, som bygger nye skoler for kommunen, eller virksomheder, der leverer serviceydelser inden for rengøring og transport.
Københavns Kommune vil desuden fortsat stille krav om, at leverandører gennemfører lønudbetalinger digitalt. Det skal gøre det lettere at kontrollere, at lønudbetalingerne rent faktisk finder sted og indberettes til Skat. Derudover gør skærpelsen af arbejdsklausulen det også muligt for kommunen at opkræve bod, hvis en leverandør ikke har tegnet arbejdsskadeforsikring på sine medarbejdere.