Har du styr på brugen af virksomhedens specialindrettede varebiler?

Varebil
Reglerne for brugen af virksomhedens varebiler kan være et område, der er svært at navigere i, og Dansk Håndværk får jævnligt spørgsmål til brugen af varebil i og udenfor arbejdstiden.

Uanset om du bruger en varebil til erhvervsmæssige formål, til privat brug eller blandet anvendelse, er det vigtigt, at du forstår reglerne, da kørsel i strid med lovgivningen ikke bare udløser beskatning hos chaufføren, men også en momsregning til firmaet.

De fleste af Dansk Håndværks medlemsvirksomheder benytter sig af de såkaldte ”specialindrettede varebiler”,  såkaldte værkstedsvogne. De defineres ved, at der er tale om en vogn, hvor varerummet har fastspændte reoler med værktøj og materialer til brug for montørens arbejde.

Privat kørsel som svinkeærinder er ok
Dine ansatte må køre mellem hjem og arbejde i specialindrettede varebiler og i den forbindelse også afhente/afsætte kollegaer og lærlinge på vejen. Ud over det må man  foretage såkaldte svinkeærinder”, som betegnes som korte afstikkere fra den almindelige kørsel fra medarbejderens bopæl og til arbejdspladsen. Det kan f.eks. være aflevering/afhentning af børn i skolen, give ægtefælle/partner et lift til og fra arbejde eller handle ind på vej til og fra arbejdet.

Dine ansatte må foretage svinkeærinder på op til 1.000 km/år. Såkaldte korte svinkeærinder, der ikke afviger mere end et par hundrede meter fra den erhvervsbetingede kørselsrute, medregnes ikke til de 1.000 km/år.

Det må man ikke
Dine ansatte må til gengæld ikke køre børn til og fra fritidsaktiviteter eller bruge bilen til en privat flytning eller køre på genbrugsstationen med privat haveaffald.

Du skal være opmærksom på, at der er andre, og mere skærpede regler for, hvornår du må køre i en ikke-specialindrettet varevogn, der som udgangspunkt ikke må bruges til svinkeærinder.

Er du i tvivl, om din varevogn kan defineres som en specialindrettet varebil, eller de generelle regler for eks. mandskabsvogne, firmabil, eller varebiler på papegøjeplader, anbefaler vi, at du altid kontakter Dansk Håndværk, så du er sikker på, at virksomheden og dine ansatte overholder gældende skattelovgivning på området, samt at du er helt sikker på, at du udstikker de korrekte regler for dine ansattes brug af de forskellige køretøjstyper.

Læs også:
Undgå bøde: Varebiler skal registreres til firmakørsel
Fartskrivere i håndværksbiler