Håndværkerne jubler: Fradraget fordobles

Regeringen foreslog mandag helt uventet, at håndværkerfradraget skal hæves til 25.000 kroner per person samtidigt med at servicefradraget hæves tilsvarende. Og det vækker jubel hos håndværksbranchen, som gentagende gange under Corona epidemien har opfordret til at holde hjulene i gang med en forhøjelse af beløbet.

I Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverforening for branchen, er det svært at få armene ned:

– Det her er lige det, vi gentagende gange har opfordret til. Så det er en god dag for de virksomheder, der knokler for at holde hjulene i gang under krisen. Kommer forslaget i gennem – og jeg kan ikke forstille mig, at der skulle være et flertal i mod det – vil det sikre lokale jobs samtidigt med at vi kommer endnu en bid af det sorte arbejde til livs, lyder det fra direktør Morten Frihagen, som medgiver, at det var noget af en uventet overraskelse, finansministeren lancerede.

Ubetinget tak for håndsrækningen
– Håndværksbranchen har knoklet for at klare sig selv under krisen uden i stor grad at bruge af hjælpepakkerne. Nu kommer regeringen langt om længe med en håndsrækning og det skal den have en ubetinget tak for, lyder det fra direktøren.

Regeringens forslag vil betyde at fradraget hæves i hele 2021 og forslaget kom i forbindelse med regeringens oplæg til en finanslovsaftale for næste år.

——————————————
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk