Håndværkere jubler over finanslovsaftale med boligjob-ordning

Finanslovsaftalen fredag aften hilses med stor tilfredshed hos håndværksvirksomhedernes arbejdsgiverforening:

– En permanet boligjob-ordning er lige det de tusindvis af håndværksvirksomheder har sukket efter. Nu ved de at ordningen bliver stabil og ikke hvert år skal tages op til revision. Det giver ro og en god mulighed for at danskerne kan benytte ordningen uden at skulle tage hensyn til om den er på vej ind eller ud, siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen i en kommentar til aftenens finansforlig.

Arbejdsgiverforeningen understreger, at selv om det er gode tider for håndværkerne, har boligjob-ordningen været med til at sikre, at der også er tilstrækkelig arbejde for de mindre virksomheder i yderområderne

– Aftalen sikrer, at de små virksomheder kan blive ved med at tage lærlinge i lokalområderne, og samtidigt holder den det sorte arbejde nede, lyder det fra arbejdsgiverdirektøren.

——————————————
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk