Grov og forkert anklage mod SMV’er om skattesnyd

Langt færre små og mellemstore virksomheder snyder i skat end for ti år siden. Det viser Skats egne tal. Derfor er det nærmest en fornærmelse, at skatteministeren vil pålægge SMV’er revisionspligt, for at komme påstået snyd til livs.

Sådan lyder det i kommentar fra SMVdanmark, efter at skatteministeren i sidste uge sagde at særligt de mindre virksomheder står bag skattesnyd og at han derfor overvejer at skærpe kravene til revision.

–  Det er helt urimeligt, at vores skatteminister truer så mange retskafne virksomheder med revisionstvang. Problemet er, at vores skatteregler er unødigt komplicerede. Derfor virker det desperat at tvinge virksomheder til at købe sig til hjælp til at håndtere et uhåndterligt skattesystem i stedet for at gribe fat om det egentlige problem, siger vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt.

Rammer retskafne
– Skatteministeriets egne tal viser, at andelen af virksomheder, der laver bevidste fejl, er den laveste siden 2008. I stedet for en voldsom sanktion, der vil belaste tusindvis af retskafne virksomheder, bør indsatsen mod skattesnyd bygge på en forståelse af, hvorfor problemet opstår. Ministerens opgave bør være at forenkle reglerne i stedet for at sende aben videre til virksomhederne, siger han.