Debatindlæg af: Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk.
Vi kan ikke undgå det. Forkølelse i efteråret, en tur på langs, fordi influenza-epidemien rammer, eller et forstuvet håndled, når et af de moderne el-løbehjul skal prøves.
Og så må vi ringe til jobbet og sige, at vi desværre må blive hjemme nogle dage.
Heldigvis er det sådan, at vi kan gøre det uden omkostninger. Fordi sygdom er en naturlig del af livet og fordi velfærdssamfundet selvfølgeligt tager hånd om det.
Men gennem årene har politikerne i stadigt stigende grad lagt den byrde over på arbejdsgiverene. De betaler løn i de første 30 dage af sygdommen, og først derefter tager det offentlige over.
Nu mangler regeringen penge til deres 2025 planer. Og så tager de et skridt mere. Ifølge forslaget skal virksomhederne betale i yderligere 10 dage.
Måske virker det for mange, som ganske naturligt. Men hvorfor egentligt. Hvorfor er virksomhederne økonomisk ansvarlige for vores helbred?
Fordi vi også kommer til skade på arbejde, vil nogen sige. Men ifølge opgørelserne er det kun en ganske lille del sammenlignet med alle de naturlige sygdomme og skavanker, som vi alle sammen rammes af. Fravær på grund af arbejdsskader udgør i gennemsnit kun 0,2 dages om året i forhold til det gennemsnitlige sygefravær blandt privatansatte på godt 7 dage.
Erhvervslivet er nemlig blevet rigtig god til at undgå skader. Ikke mindst når man tager i betragtning, at omkring 2,7 million danskere hver dag opholder sig 7 timer på arbejdspladsen, og kan komme til skade i den periode. Men det gør kun omkring 2,5 procent af dem, der hver dag er sygemeldte. De øvrige er sygemeldte af andre – rimelige og helt naturlig – årsager.
Alligevel sendes den største del af regningen på knapt 50 milliarder videre til erhvervslivet, som betaler omtrent 30 milliarder om året. Det er et beløb, der kan mærkes. Ikke mindst i de små virksomheder.
Det gør nemlig ondt i firmaøkonomien, når en lille håndværksvirksomhed med eksempelvis fire ansatte rammes af influenzaepidemien. For så skal der betales løn til halvdelen af medarbejderne uden at de er på arbejde. Imens risikerer kunderne at forsvinde, fordi løfterne om tidsfrister bliver umulige at overholde.
Men i stedet for at blive kompenseret for vore naturlige sygdomme, må ejeren trække udgiften fra i det overskud, der er tilbage til hans egen løn. Og det offentlige kan læne sig tilbage. For langt de fleste sygdomme og skader går heldigvis over i løbet af en uges tid, og dermed slipper staten for at skulle træde til.
Når regeringen nu – åbenbart som noget helt naturligt – foreslår, at erhvervslivet skal betale for sygefravær i yderligere 10 dage, må vi spørge: Hvorfor skal de det?
Er det ikke blot for bekvemt at få afleveret Sorteper, der hvor den altid havner – hos virksomhederne.
Men nuvel. Hvis politikerne virkeligt mener det, så lad gå – men kun på en betingelse. Til gengæld for de 10 ekstra dage, overtager staten ansvaret for de første fem. Sådan at virksomhederne får refunderet sygedagpenge for den første normale arbejdsuge, medmindre der er tale om en direkte arbejdsskade.
På den måde havner regningen for influenzaen og det forstuvede håndled fra turen på løbehjulet, der hvor den hører hjemme – hos fællesskabet, som vi alle står sammen om og betaler til.
—————————————————————————-
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 29/9