Ferie på forskud – er det ikke noget fra den nye ferielov?

Jo det er lige hvad det er.
Med den nye ferielov er der nemlig indført en mulighed for at afholde ferie på forskud. Dette skyldes at, medarbejderne fra 1. september først skal optjene ret til ferie. Der optjenes 2,08 feriedag pr. måned, og det betyder at man kan mangle feriedage, hvis man gerne vil afholde ferie i starten af ferieåret.

Det er op til jer i virksomheden om I ønsker at give lov til at holde ferie på forskud.
Hvis I laver en aftale med en medarbejder om afholdelse af ferie på forskud, skal I lave en skriftlig aftale, hvor antal feriedage og hvornår feriedagene afholdes fremgår.

Vi har lavet en blanket I kan anvende, og den findes her.

Herefter modregnes feriedagene i den løbende optjening, og hvis medarbejderen fratræder før feriedagene er tjent ind igen, skal der modregnes i den sidste løn.

Lad os tage den kommende efterårsferie som eksempel:

Vil man holde efterårsferie i oktober måned, skal man bruge 5 feriedage.
Fra 1. september hvor samtidighedsferien starter, har man ikke optjent nogle feriedage.
Allerede 1. oktober har man optjent 2,08 feriedage. Der mangler så 2,92 feriedage.

Hvis man har afholdt 3 ugers sommerferie i år, svarende til 15 feriedage, så har man 1,64 feriedage tilbage som automatisk er overført til det nye ferieår.

Så mangler der 1,28 feriedage. Det ”hul” kan dækkes med feriefridage, fri for egen regning eller en aftale om ferie på forskud.
Hvis I laver en aftale om afholdelse af 1,28 feriedage på forskud, vil medarbejderen allerede 1. november være i ”plus” på ferieregnskabet igen, da der er optjent 2,08 feriedag for oktober måned.