Er du tømrermester i Nordsjælland – og søger du folk?

Så kan vi hjælpe dig på vej – i samarbejde med 3F. Vi har nemlig sammen søsat et projekt med det formål at rekruttere og matche arbejdskraft indenfor håndværksbranchen.
Det går i al sin enkelthed ud på, at vi via Facebook vil forbinde håndværksvirksomheder der søger arbejdskraft, med håndværkere der søger arbejde, og omvendt.

Flere mestre har allerede fået en hjælpende hånd

Tømrermester Alexander Tardini er en af de arbejdsgivere som med hjælp fra Dansk Håndværk og 3F har fået delt sit jobopslag på 3F Frederiksborgs Facebook-side.

”Jeg kan mærke at mit jobopslag når langt bredere ud, og jeg er glad for at kunne få hjælp til at dele opslaget” siger den travle tømrer. ”Det er rigtig godt at Dansk Håndværk og 3F samarbejder, i stedet for at man modarbejder hinanden. Nogle gang går der lidt for meget ”arbejdsgiverne mod arbejdstagerne” i den, men med dette projekt har man et fælles mål til gavn for alle. Det kan jeg rigtig godt li’”.

Fakta om projektet – hvad gør du?

Projektet er et pilotprojekt, som vi i første omgang tester i Nordsjælland, målrettet håndværkere indenfor tømrerfaget.
Søger din virksomhed arbejdskraft, kan du udfylde dette infoskema, og sende det til Dansk Håndværk på dhv@dhv.dk. Dansk Håndværk videregiver herefter oplysningerne til 3F Frederiksborg som via Facebook annoncerer og booster dit ”jobopslag”.

Har du spørgsmål? Så tøv ikke med at ringe på 32 63 04 70.

Se “3F Frederiksborg – Bygge- og Trægruppen”s Facebook-side her.