Uddannelse skaber kvalificeret arbejdskraft

Der bliver rift om den kvalificerede arbejdskraften i fremtiden. Stort set alle brancher vil komme til at opleve mangel på gode medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at også mindre virksomheder tænker fremad og sikrer sig gode og dygtige medarbejdere – også på længere sigt.

Dansk Håndværk har samlet 7 gode råd, der kan inspirere til både fastholdelse og rekruttering:

  1. Brug referencer når du ansætter. Har medarbejderen gode referencer? Ring til virksomheden, hvor medarbejderen kommer fra. Få en snak med lederen og hør, hvad der er personens stærke og svage sider. 
  2. Hold på de gode medarbejdere. Løn er ikke alt – gode arbejdsforhold, trivsel blandt medarbejderne, gensidig fleksibilitet og tryghed i ansættelsen tæller højt for dine medarbejdere. Overvej derfor, hvordan du sikrer, at dine gode medarbejdere bliver i virksomheden.
  3. Er lærlingen din kommende svend? Det er de små, der uddanner de unge – men de store, der gerne ansætter de unge, når de er udlært. Tænk derfor på, om din dygtige lærling skal være din kommende svend. Tal med ham om det i god tid, før han overvejer, hvad han skal lave, når han er udlært.
  4. Vær en god leder. Ledelse kan bruges til at øge arbejdsglæden og resultaterne i din virksomhed, og det er dig der som leder skal være et forbillede. Dine medarbejdere har forskellige behov, og det skal du som leder tage hensyn til ved at lede hver enkelt medarbejder individuelt – når der er behov for det.
    Det er også vigtigt at have fokus på at den nye generation af unge på arbejdsmarkedet, som har andre forventninger og krav end før. De er kommet til verden i en periode med en af de hurtigste teknologiske udviklinger i menneskehedens historie. De er ofte meget selvstændige og ønsker i større grad end tidligere generationer at bestemme og have indflydelse.
  5. Sørg for at efteruddanne dine medarbejdere. Du er den nærmeste til at udvikle dine ansatte, og det er både i din og medarbejdernes interesse. Udvikling af medarbejdere er nemlig en god måde at fastholde dem, som ønsker nye udfordringer. Husk, at du kan få lønrefusion fra det offentlige og Håndværkets Udviklingsfond, når du sender dine medarbejdere på AMU-kursus.
  6. Konkurrence i udkantsområder. Det kan være svært at få unge til at blive i områderne uden for de store byer. Derfor skal virksomheder i tyndt befolkede områder være endnu mere opmærksomme på udfordringer med mangel på arbejdskraft. Tænk i virksomhedens fordele, som arbejdsklima, trivsel, fleksibilitet og arbejdsforhold, og at en række leveomkostninger faktisk er lavere end i de store byer, så lønnen strækker længere.
  7. Kom i kontakt med potentielle medarbejdere. Når du søger nye folk, så sørg for at annoncere hvor også de unge ser det. Det er ikke nok med traditionelle stillingsannoncer. Lad alle i dit netværk vide at du søger medarbejdere, og fortæl det på både din hjemmeside, Facebook, LinkedIn osv. Du kan også opfordre dine medarbejdere og bekendte til at gøre opmærksom på at du søger.
Nulstille kodeord
Venligst indtast din e-mail-adresse. Du får et nyt kodeord via e-mail.