Håndværksmestre vil have en organisation, der passer til deres størrelse

Når en håndværksvirksomhed melder sig ind i en arbejdsgiverforening, viser det sig stort set altid, at de får mere ud af medlemskabet end de havde forventet. Alligevel vrimler det med ideer til, hvordan man kan gøre det endnu bedre.

Det er konklusionen på en stor undersøgelse, som Dansk Håndværk har foretaget. Medlemsvirksomhederne blev blandt andet spurgt om, hvorfor de meldte sig ind og hvorfor de netop valgte Dansk Håndværk.

– Et helt gennemgående træk er, at vi står stærk i bevidstheden, som en organisation for de mindre virksomheder og at vi har en klar profil indenfor håndværksområdet. Medlemmerne betegner os som en forening, der passer til dem og deres størrelse, og det er vi meget glade for, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen, efter at have gennemgået de mange svar.

Juridisk rådgivning er topscorer
Blandt de mest målbare resultater er en række spørgsmål, hvor virksomhedsejerne på en skala fra et til ti skulle angive deres tilfredshed med foreningen forskellige aktiviteter.

– Det er entydigt muligheden for hurtigt at få telefonisk rådgivning om personaleforhold, overenskomst og løn, der er topscorer. Godt hvert andet medlem er tilfreds eller meget tilfreds, mens kun godt 4 pct. angiver, at de er utilfredse. Hver fjerde medlemmerne har ikke haft brug for det tilbud det seneste år og svarer derfor ved ikke, oplyser Morten Frihagen.

Men en ting er at virksomhederne er glade for at kunne få telefonisk rådgivning. Noget andet er, hvor tilfredse de så er med den hjælp de fik. Det spørgsmål indgår også i undersøgelsen, hvor næsten 70 pct. svarer at de er tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten af den rådgivning de får, mens kun ganske få procent er utilfredse.

Manglende interesse for kurser
– Nu har vi jo ikke lavet undersøgelsen for at få ros, men for at vi kan fokusere på områder, hvor vi kan gøre det bedre. Et af dem er faktisk markedsføringen af vore kurser. Medlemmerne er ikke utilfredse, men besvarelserne viser, at de ikke vægter kursustilbud særligt højt. Vi forsøger ellers at give netop mindre virksomheder adgang til uddannelse indenfor eksempelvis ledelse, fordi det typisk er et område, hvor Mester kan løfte virksomheden, lette sit eget arbejde og forbedre sin bundlinje. Så her viser svarene, at vi kan gøre det bedre, slutter Morten Frihagen.

I hovedparten af undersøgelsen blev håndværksmestrene bedt om at komme med individuelle kommentarer eller forslag til forbedringer frem for at angive tilfredshed på en skala. Ifølge Dansk Håndværk giver det mere viden om, hvad de enkelte virksomheder prioriterer og mulighed for at komme med præcise forslag.

Og det har håndværksmestrene benyttet sig af i stor stil, så foreningen nu har et hav af individuelle kommentarer og forslag til nyskabelser. Virksomhederne efterlyser blandt andet korte kurser om grøn omstilling samt aftaler med udbydere af ladestandere, så det bliver mere fordelagtigt at skifte til hybrid- eller rene elvarebiler.

Dansk Håndværk gennemgår for øjeblikket samtlige forslag, for at drage konklusioner, der kan bruges til yderligere forbedringer af medlemsoplevelsen.

Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk