Danske Snedker og Tømrermestre

Medlemsservice
Arbejdsmiljø, Lærlinge, Personaleforhold, Din side...
Forbruger & Garanti
Find håndværker, Ankenævn, Garantiordning...
Nyheder
Nyheder, Opslagstavlen, Kalender, Nyhedsbrev...
Om Dansk Håndværk
Hvordan bliver jeg medlem? Medlemsfordele, Kontakt...
Søg på DST
Log ind
Glemt kodeord

Opslag

Ulvetider

25/09/2009, skrevet af Saga Møbler Hjørring A/S

Åbent brev til kontoret, kontorledelse samt medlemmer.

Vi har for tiden lidt krisetider, vi har før haft både gode og dårlige tider, det klares normalt af den enkelte virksomhed på forskellige måder, man finder en udvej/løsning på situationen. I den krise vi i dag befinder os midt i er udsvinget i negativ retning, nok betydelig større end hvad vi tidligere har set. Ihvertifald inden for de sidste 40 år. I en sådan tid vil der dukke frustationer op over mangt og meget.

Vi føler i langt højere grad at der er pålagt så mange krav og love at man er ved at kvæles, i en tid med få ordre - lav indtjening, føler alt dette med APV, ATEX-støj-støv-miljø og 100 andre krav som de små folk fra Arbejdstilsynet med loven i hånden kommer rendende med, og med trusler om politi og bøder, ja viger ikke tilbage med trusler om at de jo kan lukke virksomheden - og hvad så??? Der er snart ikke en virkomhed længere. Men grib i egen barm, hvad gør vi i DST, hvorfor sover vi? Hvornår sætter vi hælene i, og siger nu er det nok... Ja der er da en risiko for at vi støder nogle, og måske bliver uvenner med andre, men hvad gør det. I en frihedskamp koster det at kæmpe.

Vi tror at DST på mange felter er på vildspor, DST er medlemmernes forening, ikke noget som helst andet, DST skal fuldt og helt varetage medlemmernes ønsker og krav, men sådan er det desværre ikke. DST har indgået aftale om kompetancefond, vi har betalt hertil i et år, der er ingen oplysning omkring: Ansøgningsskema, og mulighederne i at få støtte til efteruddannelse, ja hvor er pengene? Der er ingen klar forklaring til medlemmerne. Det duer bare ikke... Der er forelagt et ønske om mulighed for lempelig opsigelses system i disse vanskelige tider, så man ikke behøver at betale løn til sine dygtige medarbejdere når ordrene svigter, ofte i 8-9 uger, her kunne en anden ordning gøre det lettere for virksomhederne, og man kunne så bevare sin faste styrke på lempelige vilkår. Men DST - INGEN respons herpå - Det duer ikke.... DST har med Tryk forsikringen forsøgt at skaffe aftale, men den har visse begrænsninger, ikke alle firmaer kan forsikres, og for nogle er præmien højere end det man har i dag. Hvad er sådan aftale værd? Nogle medlemmer ryster på hovedet heraf, og det er ikke godt. DST vil gerne holde kurser, og der udbydes også en del over tiden, men er det medlemmernes behov man dækker, eller er det kontoret som tror at netop det der udbydes er det rigtige. - Spørg dog medlemmerne. Det er trods alt deres forening. DST bør nok i langt højere grad lytte til medlemmerne og deres ønsker, ofte vil det for den enkelte være svært at komme med sin mening i en forsamling, og så hører man ikke noget til vedkommendes gode ideer - krav eller klager. Her bør der være en bedre og mere åben debat mulighed, hvor den enkelte ikke risikerer at blive til grin for egne penge, men i stedet føle at man har noget at sige - og blive hørt. Og hvis er skylden, ja skal der altid være en skyldig, eller måske er det noget som er glemt i farten. Det kan ikke være den enkelte på kontoret, som jo på bedste vis klare sine opgaver, og udfører den ordre som kommer oppefra.

Hvem er så det, ja næste led er jo sekreatariatslederen, som udsteder ordre og opgaver og sætter ting i gang - enten efter bestyrelsens ønsker, eller på egne initiativ, i foreningens interesser eller egne. Men som toppen på kagen sidder jo den alt bestemmende bestyrelse, som folkevalgt, her har de ansvaret for gode og dårlige initiativer. Det er her vi skal hænge vores hat. Medlemmerne forventer at bestyrelsen forvalter ledelse og økonomi som de ønsker. Dvs. vi må vide hvad de ønsker, så ud og spørg. Dette samtidig med at medlemstilgang er stangneret, mange ophør og store tab på konkurser - og formentlig mindre lønsums kontigent. DSTs nye tiltag med andre faggrupper - murer er en del andre, er det hvad medlemmerne inderst inde ønsker, og hvordan er deres reaktion? - Spørg..Hvad er medlemmernes ønske til lønforhandlingerne, kan og vil vi Danske fortsat blive ved med at bygge på de udgifter som både løn og alt mulig andet kræves af firmaerne. Hvorfor er både Engelske og Tyske lønninger meget lavere end de danske, for slet ikke at nævne de helt billige lande. Stop dog denne foræringstaktik over for TIB, gå ind i en regulær kamp, og lad det koste hvad det må.

Vores nabo i Håndværkets hus, Håndværksrådet har som alle ved lidt problemer i disse år. Nu uden deres direktør. De skulle gerne fortsat være vores politiske talerør overfor regeringen, og juridisk sparringspartner.DST kan med bekymret interesse se på fra sidelinien, og håbe på gode løsninger. Men vi kan ikke som lille forening gøre så meget, vi kan dog huske på at det var Håndværksrådet som daværende direktør i spidsen var den altoverskyggende person som hjalp DST ind i det hus som vi trods alt er glade og stolte af. Vi bør altid have vores opgave for øje, nemlig at være en god forening for medlemmerne, støtte gode initiativer og forhindre negative og belastende krav fra såvel myndigheder, som fagforbund.

Direktør Anja Elise Jacobsen Saga Møbler Hjørring A/S


Kommentarer

  1. 25/09/2009, kl. 11:46
    DST says:

    Kære Saga Møbler.

    Først og fremmest tak jeres indlæg. Det er dejligt, når medlemmerne giver deres besyv med, uanset om det er positive indlæg eller som i jeres tilfælde i den kritiske afdeling. En konstruktiv debat kan altid anvendes positivt og er til gavn for DST.

    I jeres brev er der en del kritik af både ledelse og bestyrelse.

    Saga Møbler er selv repræsenteret i bestyrelsen og er således med til at fastlægge den strategi, som DST skal følge. Er man, som I jeres tilfælde, ikke tilfreds med bestyrelsens og ledelsens arbejde, bør man selvfølgelig gøre opmærksom herpå. Om DST´s hjemmeside er det bedste sted at drøfte dette, skal jeg ikke kunne sige, men det er en mulighed som I har valgt at benytte. En anden mulighed er, at man på generalforsamlingen, der finder sted en gang årligt, ytrer sin mistillid til bestyrelsen samt eventuelt vælger en anden bestyrelse. Vi har demokrati i DST og som en af de eneste branche- og arbejdsgiverforeninger, er stemmerne ikke fordelt efter antal lønsumskroner, men med en stemme til hver virksomhed, stor som lille, så alle kan gøre deres indflydelse gældende. Omkring kritik af ledelsen, har I mulighed for at drøfte dette på et bestyrelsesmøde.

    Ud over jeres kritik af ledelsen og bestyrelsen listes en række spørgsmål i brevet, som jeg her skal redegøre for.

    1. Arbejdstilsynet
    I skriver, hvorfor DST sover i timen og ikke for længe siden har sat hælene i overfor Arbejdstilsynet.

    DST har den holdning, at et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for at kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, og dermed skabe positive tal på bundlinjen. Når det er sagt, arbejder DST politisk, for at påvirke reglerne omkring arbejdsmiljø, så de bliver forståelige, ensartede og tilgængelige. Endelig har vi en dygtig konsulent, som tager ud i de enkelte virksomheder og hjælper med at få styr på arbejdsmiljøet. Rigtig mange af vores medlemmer har benyttet og benytter denne medlemsservice. Efterfølgende har langt de fleste medlemsvirksomheder fået grøn smiley. Saga Møbler skal være hjertelig velkommen til også at benytte denne medlemsservice.

    2. Kompetencefond
    Jeg kan kun være enig i, at det er yderst utilfredsstillende, at vi ikke kan give en klar melding omkring kompetencefonden. Både DST og TIB er yderst frustrerede over, at Administration & Service (en del af PensionDanmark), som er det selskab, der skal opkræve bidragene, ikke har løftet opgaven tilfredsstillende. DST og TIB har haft flere møder med selskabet, uden vi er kommet i mål. Det på trods af, at vi ellers har indgået en meget klar kontrakt.

    I første omgang måtte vi udskyde refusionen til 1. oktober, og på industriområdet har vi i fondens bestyrelse den 18. september 2009 nødtvungent måtte beslutte at udskyde refusionerne foreløbig frem til 1. januar. Bygningsområdet kommer forhåbentlig i gang før, men det er også usikkert pt. Bestyrelsen træder sammen igen den 13. oktober for at få klarhed herover. DST og TIB har den 18. og 22. september indgået et protokollat, der suspenderer bestemmelserne omkring betaling og refusion. Der skal derfor med virkning fra 1. oktober kun betales godtgørelse for deltagelse i uddannelse med den refusion, som arbejdsgiver kan modtage i form af VEU-godtgørelse. Det er ikke optimalt, men den bedste løsning vi kan gøre her og nu.

    3. Lempeligere opsigelsessystem
    Jeg har fuld forståelse for jeres ønske om lempeligere opsigelsesvarsler i disse krisetider. Det er imidlertid en væsentlig ændring, som hører til under overenskomstforhandlingerne. Vi skal først forhandle igen i 2011. Opsigelsesreglerne er i øvrigt meget identiske med de opsigelsesregler, der er på det øvrige industriområde. Jeg finder bestemt forslaget interessant og vil tage det med til næste forhandling, da TIB med rette vil afvise dette midt i en overenskomstperiode.

    4. Tryg Forsikring
    I stiller stort spørgsmålstegn ved vores Tryg aftale, og hvad den er værd. Jeg er udmærket klar over, at når vi indgår sådanne aftaler, kan vi ikke gøre alle tilpas, selvom vi meget gerne vil. Trygaftalen er blevet 5 doblet på et år, hvilket klart indikerer, at rigtig mange af vores medlemmer har gavn af aftalen. Det er beklageligt, at aftalen desværre ikke tilgodeser jeres virksomhed.

    5. Kurser
    DST afholder gerne kurser og har holdt adskillige inden for overenskomst, kvalitetssikring, arbejdsmiljø, energirenovering, byggejura, syn og skøn, generationsskifte mv. Vi har både på kurserne samt ved udsendelse af kursusmateriale adskillige gange opfordret til, at er der specifikke ønsker, skal vi gøre hvad vi kan for at oprette et sådant kursus. Det er ikke mange ønsker, om overhovedet nogen, der er kommet, ud over hvad vi tilbyder. Om det er ensbetydende med, at vi har ramt rigtigt, skal jeg ikke kunne sige, men vi er altid lydhøre over for kursusønsker, også fra Saga Møbler.

    6. Andre faggrupper
    På DST´s generalforsamling i 2008, blev bestyrelsen og dermed sekretariatet bemyndiget af generalforsamlingen til at gå videre med indgåelse af overenskomst på det øvrige bygningsområde, og i 2009 blev det enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, at optage andre faggrupper. DST har altså spurgt medlemmerne herom.

    7. Foræringspolitik overfor TIB
    Når du sammenligner DST´s overenskomst med det øvrige arbejdsmarked på industriområdet, er der nu ikke den store forskel. Jeg kan derfor ikke helt forstå, at Saga Møbler har den opfattelse, at vi har en ”foræringstaktik” overfor TIB. En overenskomst bygger på gensidig tillid og respekt, hvorfor en forhandling ikke bør have det eneste mål, at komme i konflikt, men sikre, at begge parter opnår en fornuftig løsning. Selvom om DST er begyndt at fylde mere og mere på arbejdsmarkedet, er det nok lidt optimistisk at tro, at vi kan få væsentlig bedre overenskomstvilkår end arbejdsmarkeds øvrige parter.

    Med venlig hilsen

    Erik Møbius
    Direktør, Danske Snedker- og Tømrermestre

Skriv kommentar

Opslagstavlen

Her kan du dele din viden med andre DST-medlemmer, spørge om hjælp, indrykke en annonce eller noget helt fjerde. Ordet er frit for alle medlemmer.

Opret opslag

Copyright © 2010 | Dansk Håndværk | Islands Brygge 26 | Postbox 1987 | 2300 København S. | Tlf: 32630470 | Mail: dhv@dhv.dk